Om Anette Kaysen

Portræt af Anette Kaysen i sit værksted

Jeg blev udlært som blomsterdekoratør i 1989 hos Kgl. Hofleverandør, Bering House of Flowers i København, men min passion for blomster rækker endnu længere tilbage.

I alt hvad jeg laver kommer den passion til udtryk. Gennem årene har jeg derfor lavet børnetøj, undervist i kagedekoration, solgt malerier, lavet decoupage, collager og meget mere – altsammen med inspiration i blomsternes verden.

I 2017 kastede jeg mig over keramikken og forelskede mig hovedkuls i dén kunstform. Fra 2017-2019 tog jeg omkring 12 kurser inden for dreje-, støbe-, glasering- og andre teknikker, for at dygtiggøre mig som håndværker inden for feltet. I år, 2021, har jeg dedikeret mig til Kaysen Keramik på fuld tid.

Om Kaysen Keramik

“Lykke er at have noget smukt at kigge på” er tanken bag mit keramiske passionsprojekt. Det kan i hvert fald være med til at skabe glæde i tilværelsen og give et drys af blomster, bier og sommerlykke i selv de mørkeste måneder.

Alt fra Kaysen Keramik er håndlavet i mit værksted i forhaven i Hvidovre. Jeg både drejer og støber i ler ved at tage afstøbninger af mine fineste drejede krus, så de kan blive skabt igen og igen i støbeler. Og dét ler, der måtte blive til overs gemmer og genbruger jeg til unikke keramiske genstande.

Dekorationen af de glaserede emner er min favoritdel i processen. Arbejdet med decals (keramiske overføringsbilleder) af blomster, bier, gummistøvler og guld er til evig glæde og udfoldelse for min fantasi og æstetik. Her får flamingoer lov til at danse på cupcakes, trillebøre fyldes med konfekt og fugle og fladfisk lever i harmoni. Hvert stykke keramik er unikt og har sin egen eventyrlige fortælling. 

Kærlig hilsen,

Anettes underskrift

Om værkstedet

Mit værksted, også kendt som “lerskuret”, er bygget på fundamentet for et gammelt drivhus i min forhave i Hvidovre. Min mand har lavet det af genbrugsvinduer, og det er indrettet primært med klunsede møbler.

De knap 10 kvm. rummer lige præcis alt, hvad jeg skal bruge for at kunne skabe de keramiske genstande fra start til slut.

Du er velkommen til at komme forbi værkstedet inden for åbningstiderne eller efter aftale. Jeg har ikke noget stort varelager, men som regel lidt på hylderne – til tider også ting der ikke kommer til salg på Instagram.

Kaysen Keramik er kontrolleret og godkendt af Fødevarestyrelsen – find rapporten og den glade smiley her.